Tilgiv mig for jeg har syndet.
Du må ikke slå ihjel er vel stadig en lov, som har gyldighed både blandt troende og i samfundet som sådan.
Jeg kan få præstens, og min psykiaters velmente kommentarer
eller afsone min straf.
Uden at noget dermed er forandret.
Jeg vågner fortsat med anger.
Straffen er i dette liv. Og den har jeg taget på mig.
Jeg kan ikke lide mig selv som helt menneske. Jeg må leve halvt.
Hele miseren udspringer af behovet for,
at virkeligheden skal indrette sig på mine præmisser.
Det må være sådan statsledere kan have det.
Med den lille forskel at de kan diktere, at det er legalt at slå ihjel.
De sover sikkert og trygt efter veludført gerning.
Uden anden erindring end ordene, der udløste drabet.
