lørdag den 10.maj 2008
Det som har optaget mig mest siden mit fald i mandags er spørgsmålet,
om jeg vil blive ‘normal’ igen.
Faldet kostede en brækket tand og nogle ansigtslæsioner.
Men også en frygt for at gå ud.
Normalt går jeg mellem 10 og femten kilometer hver dag.
Helst i skoven, hvor jeg kan tale højt med mig selv uden at blive iagttaget.
På ruten er der et stykke, hvor mobilantennerne ikke kan nå.
Det er ikke det bedste sted til epileptiske anfald.
Hele ugen har jeg været svimmel og når jeg lukker øjnene bliver jeg nød
til at have berøring med et eller andet.
Når jeg vasker hår.
Min moster blev fundet død ved siden af cisternen, som hun havde smadret.
Det er sådanne rædsler der har svirret.
Jeg har læst en del om delirium.
Det er min sjette dag i dag, og jeg har vovet mig ud på en mindre tur.
Det var kun på vej ned ad trappen, der var lidt nervøsitet og svimlen.
Jeg har også fået malet konstruktivt i dag.
Jeg arbejder med arbejdsgangen i motivet:
‘En skovsø med træer i både for og baggrund’
Hvad starter jeg med ?
Hvor vådt i vådt ? Og hvor meget kan jeg nå, inden det tørrer i denne hede ?
Spejlingerne, som både er lodrette og vandrette. Hvilken teknik ?
Hvordan maler jeg et træ, som bare er grønt i så mange nuancer,
og alligevel luftigt med små glimt af himmelen ?
Hvordan forenkler jeg uden, det blot bliver en flydende masse ?
At få det til at ligne motivet har jeg opgivet, og indset at det væsentlige
er en troværdig illusion, som beskueren selv gør færdig.
Mit arbejde på ‘blokken’ er ikke længere nogen besættelse.
Jeg vågner ikke om natten for at gøre notater.
Kommentarfunktionen har jeg lukket ned.
Så er der det mindre at bekymre sig om.
Nu hvor jeg har trukket mig ud af arbejdsmarkedet, er det blevet min helt
egen opgave at bruge tiden.
Først nu begynder jeg at indse, at det ikke absolut er nødvendigt,
at jeg præsterer noget overhovedet.
‘Du skal producere, så de andre har noget de kan konsumere’.
Det har været en så indgroet vane, at den ikke er nem at glemme.
Hvis du ikke producerer noget, er du så nogen overhovedet.
Ikke med kapitalistiske øjne, så er du af ingen værdi.
Det var lige før, jeg overvejede at opstarte en mindre selvstændig
virksomhed, så jeg kunne sige, at jeg er ‘erhvervsdrivende’.
Det er unødvendigt nu.
Knap op !
