Hans første erindring om at noget ikke var normalt, var da han i
puberteten faldt i éntreen. Det eneste han oplevede var lyden,
da hovedet dunkede ind i væggen.
Anden var mens de spillede bold på vejen.
Han mindes det høje og flimrende solskin.
Det lykkedes ham at nå så langt som ind i den nærmeste have,
hvor han knuste sit urglas mod en gul garagemur.
Han er begyndt at tænke tilbage, nu hvor han som ældre oplever de
samme ubehagelige fornemmelser af ikke at have kontrol over kroppen.
Der har tidligere i supermarkedets neonlys været situationer,
hvor han har måttet sætte sig på gulvet.
Og selv om hans syn blot er lysende flimmer,
så fornemmer han, at mennesker står og betragter ham med undren.
Han tænker at det har noget med lyset at gøre.
Han tænker at måske har det noget med manglende blod til hjernen.
Han tænker det kan være infektioner i balancesystemet.
Han tænker på for lavt blodsukker.
Han gør sig mange tanker.
Han udsætter lægen lidt endnu.
Han vil ikke af fremmede stilles over for et valg.
Han tænker på de han kendte, som valgte livet fra.
Men nu i sidste uge skete det igen.
Det summer i hans hoved. Øjnene kan kun se lys. Kroppen sejler.
Det er benene der svigter. Mest det højre.
Det er højre halvdel af hovedet han smadrer ned i skovvejens sten.
Det eneste menneske i flere kilometers omkreds.
Men det var højt og flimrende solskin.
Lægen lytter til hans lange forklaring, og så spørger han:
‘Drikker du ?’
