følelser i farver
at være akvarelmaler,
nu hvor mange af de gamle pigmenter bliver erstattet af billigere,
mere lysægte og for miljøet mindre belastende organiske forbindelser.
De gule Cadmium og Cobolt erstattes af Benzimidazolone og Monoazo.
De røde Cadmium erstattes med Perylen og Quinacridone.
De blå Cobolt og Jerncyan erstattes af Phthalocyan.
De grønne Chromoxid og Cobolt erstattes med Phthalocyan i blandinger.
Og hvad er der så galt i det ?
Der mangler en medspiller !
De nye er så finkornede, at de reelt ingen har.
De er blot flydende vædsker, der uhæmmet blander sig med hvad som helst.
To pigmenter kan gøre noget med hinanden ud over blot,
at lave den tredje farve.
De kan granulere eller etablere en overraskende nuance, som når
Prussian Blue (Jerncyan) med den røde jernoxid Burnt Sienna laver grøn. Eller når
Prussian Blue med Winsor & Newtons Caput Mortuum udkrystalliseres.
Eller blot en enkelt farve som Cobolt og Ultramarine,
der laver deres selvstændige billeder, i samarbejde med det rigtige papir.
Måske skal vi have et nyt papir til de nye farver.
Jeg har et bud:
450 gram Tiepolo fra Hahnemühle
det har en lidt finurlig overflade, der først kan minde om håndgjort,
men hurtigt tager det imod,
og tåler gentagne behandlinger med transparante midler.
