Den dag jeg møder Jens, Københavnerens nabo, får vi snakket om,
hvor stor hans verden er.
Jeg kan ikke undlade at bemærke hans grå vest. Den står for sig selv.
Han er nu også slidt godt ned, kroppen helt krum.
Hans skæbne sidder tung og mægtig på hans skuldre.
‘Jo, jeg har da en bror ovre på den anden side af skoven.
Og dengang far levede, der drev vi kalvene ind til slagteriet i Sorø.
Der er sådan 10 kilometer, hvis du følger grusvejen over Lynge’.
Han tilføjer forsigtigt, ‘nogen gange kom vi først hjem næste morgen.
Det var fars dag, penge for dyrene og ‘Jernstangen’ lå lige på den anden
side af gaden.’
Det vil sige de gik dertil med en pind i hånden for at drive på kvæget.
Det er sådan set Jens’es univers. Jens er boelsmand.
Han bor alene på det sted, hvor han blev født. Begge hans forældre er døde.
Engang havde han en husbestyrerinde.
Hun var gravid, da hun kom, og hun flyttede igen kort efter nedkomsten.
Hans toilet er en spand i hønsehuset.
Jens er jæger, og han har fået lov til at jage også hos Københavneren.
Han har plads i stalden til 8 grise og 4 køer. Men har kun én ko, fordi det er
nok til hans eget forbrug. Resten får grisene.
Den dag Jens ‘går på pension’ er en revolutionerende dag. Han må fortælle
nogen om den lykke der er ham forundt.
Så han tager cerutten i munden og besøger Københavneren.
Nu har han flere penge, end det han kan indtjene på kornet og grisene.
Han er rig og behøver ikke længere at arbejde.
Jens køber en flot brugt, rød Opel Kadet.
Og for første gang i sit liv kører han en tur rundt om Tystrup sø.
Han har taget Københavneren med, hvis nu noget skulle gå galt.
Fordi han er så travlt optaget af både at nyde udsigten og af at køre,
opdager han ikke, at cerutten asker sig selv ned over søndagsvesten.
Så køber han et farvefjernsyn. Og nu står verden da heller ikke længere.
Det er en onsdag aften i oktober. Han skal til bankospil i byen.
Han vasker tissemanden i køkkenvasken og skifter vest.
Med jævne mellemrum er han henne ved flasken med snaps.
‘Det er så dyrt i forsamlingshuset’.
Men denne onsdag ender hans røde Kadet langt inde i Københavnerens
nypløjede mark. Han sidder længe i panik.
Endelig beslutter han sig for at bede om hjælp, selv om det er ydmygende.
Han må kravle over til højre fordør for at komme ud. Hans synker ned
i den våde jord. Han kan dårligt løfte fødderne. Og den ene sko glider af.
Københavneren er heldigvis stadig på benene, og sammen henter de Jens’es
grå Ferguson og et reb. Det er ikke helt nemt, men det lykkes at trække
bilen ud på den smalle asfaltvej. De vender den i indkørslen.
Men da Jens skal ind, reagerer han for sent og ender endnu engang ude i
marken. Denne gang hans egen. Han kan nu næsten ikke stå på benene
af udmattelse.
Københavneren griner for sig selv. De står lige igen.
Næste aften kører broderen ind på gårdspladsen.
Det er ikke nemt for ham.
Han ville aldrig ellers have sat sine ben her hos en tilflytter.
Og narkoman er han vist også. Men det skal gøres for familiens omdømme.
Københavneren ved, at det her er hans indgangsbillet, efter 3 år, til
landlivets lyksaligheder.
Og selvfølgelig lover han det. Herude er sladder noget af det væsentlige.
Du skal helst altid have en ny god historie om mindst én af de andre parat.
Så får du også én igen.
Siden den onsdag aften så vi ofte Jens og Københavneren stå og sludre
i solnedgangen. Med hver sin cigar.
