Jeg har en drøm, at kunne det, jeg kan,
når jeg fortæller, taler og tænker samtidigt.
Som når du spørger og får svar.
Op gennem rygsøjlen med lyksalighed.
Jeg kan ikke følge med på tastaturet.
Derfor købte jeg en lille optager.
Men ved første forsøg. Det her kan blive fældende.
Og skræmt har jeg ikke brugt den siden.
Det er værre med denne her maskine.
Tiltalte meldte sig selv. Han gik i nettet.
Tilbage til emnet: Guds nærvær. Var det ikke det ?
Det startede en dag, hvor jeg sad i kollektivets køkken med en kammerat.
Vi betragtede askebægeret, fyldt med skodder, mens kølskabet gav denne
mægtige baggrundslyd af et summende univers. Vaummm!
Aha – tænker du. Men da vi gik udenfor vibrerede hækkens blade på en
måde, som ikke skyldtes vinden. Og den mand som kom gående flere
hundrede meter nede ad fortovet, var allerede begyndt at hviske sine
sandheder imod os. Og inden han blev færdig, havde vi forlængst svaret.
Så da han nåede hen, hvor vi stod afventende, var der ikke mere at sige.
Andet end et blik til genkendelse.
Og en måned senere hvor han atter kom forbi, vidste vi begge.
Vi aldrig kunne skilles, altid ville være ét.
Men at fastholde intense øjeblikke, er det uro for, at det ikke vil ske igen ?
Denne fastholden, hindrer den nye øjeblikke i at opstå ?
Er din tillid til den flydende tid, dit opløste ego, så lille, at du krampagtigt
vil eje det hele i fikseret form, for i det mindste, at overbevise dig selv om,
at uendelighedens visdom eksisterer et eller andet sted ?
