Et Erindret Liv

Jeg hørte ham før jeg så ham. Han havde købt en knallert.
Om eftermiddagen kom han fløjtende hjem fra arbejde.
Måske har jeg kun hørt det én enkelt gang, men det er alt, jeg kan huske.

Den næste erindring er ude på toilettet, hvor han forsøger at forklare,
hvordan det er med de indre organer og afføringen. Hans konklusion er:
‘Du skal skide, når du skal skide’. Ellers har du forpasset chancen.

Den næste er på cykel ude ved Vestvolden. Jeg sidder på forstangen.
Han stopper ved en bom, hvor der sidder en fugl. Vi kigger på den.

Så er der et langt slip på mange år uden erindringer.
Før vi står nede i Sønderborg havn og fisker. Enten ber han andre om hjælp,
hvor er det pinligt, eller også tager han handsker på, når fisken skal
af krogen. Han er blevet lokket til at købe et fluehjul, men vi fisker torsk.

Endnu et spring. Det er efter indendørstræning.
En af de unge spillere står og græder over noget med ulykkelig kærlighed.
Han forsøger at hjælpe.

Det er en lun sommeraften. Han målmandstræner. Jeg er boldhenter.

Flere år igen senere. Efter at have set en amerikansk advokatserie,
kommer vi i diskussion. Det ender med at han kaster en tallerken efter mig.
Den smadres mod væggen.

Jeg er blevet afhængig af s-toget til min skole. Han nægter at betale
togkortet, hvis jeg ikke gør som han siger. Men hvad siger han ?
Han siger: ‘Vi vil hverken se eller høre dig’ !

Det er aften. Han vælter ind ad døren ude i fyrrummet.
Falder om på gulvet og brækker sig.

Vi er i Næstved. Hele familien er samlet til det årlige alkohol og juleshow.
Flere af os har allerede selv børn.
Vi går tur nede i havnen med barne og klapvogne.

Han fylder 60. Vi er igen samlet, nu i Horsens.
Han har fået foræret en kroget stok af træ med en ringklokke på.
Vi spiller fodbold på fællesarealet.
Han tøffer rundt i træsko og ringer med klokken.

Det er ved at være på det sidste. Det er en seksmandsstue.
Han sidder med ryggen mod vinduet og radiatoren i ryggen.
Vi er i april, men han hundefryser.
En ung sygehjælper kommer ind. Hun bukker sig fremover
og spørger ham høfligt: ‘Einer vil du have kaffe’ ?
Han nikker.
‘Vil du have en ostemad til kaffen’ ?
Han nikker igen.
‘Vi har noget brød med indbagte æg, kunne du tænke dig det’ ?
Hans krop stivner. Det er ligefør han rejser sig. Men han råber:
‘NEEJ’ !
Hun skynder sig forskrækket ud ad stuen. Han spørger mig blidt:
‘Får jeg så ikke min ostemad’ ?
Han døde 2 dage efter.