De gør ham indbildsk

Sidemandsoplæring er et begreb, som min chef bragte med sig.
Det betyder, at de som kan noget skal lære de nye op.

Det behøvede man ikke tidligere. Dengang var det holdledernes opgave.
Nu er det en del af jobbet, men det giver ikke mere i lønningsposen.
På den anden side er det rart at have en kollega, som kan udføre
arbejdet tilfredsstillende.

Så derfor accepterede jeg at lære Hans-Erik, en mand på min egen alder, op.
Jeg fik 4 uger til opgaven.
Herefter skulle han arbejde sammen med en yngre kollega.

Det var nemt. Hans-Erik havde mange færdigheder allerede.
Derfor koncentrerede jeg oplæringen om tankegangen på stedet.
Om magtfordelingen. Hvem der reelt betød noget, og hvordan man
kunne få indflydelse. Og sådan noget.

Hans-Erik var begejstret. En sådan introduktion havde han ikke forventet.
Da de 4 uger var gået, var vi venner.

Men stadig var han kun ansat som vikar på prøve i 6 måneder.

Hans-Erik var rigtig god til sit arbejde, og han var frem for alt arbejdsivrig
og effektiv. Nogen gange var det faktisk lidt irriterende, for man skulle være
hurtig for selv at få noget at lave. Han pressede altså tempoet op.

Men da de 6 måneder var ved at være gået, tog jeg en snak med ledelsen,
hvor jeg gjorde opmærksom på at Hans-Erik burde fastansættes næste
år som sæsonarbejder.

Det blev han.

Det år fik vi en ny holdleder. Den gamle gik på pension.

Jeg så mindre og mindre til Hans-Erik. Han begyndte oftere at holde sine
pauser i en anden skurvogn, der hvor den nye holdleder også holdt til.
Hans-Erik var ved at blive populær.

Jeg begyndte at få sådan diskrete bemærkninger fra holdlederen om, at
jeg måske skulle ændre mine arbejdsrutiner med det formål at nå lidt mere.

‘Men hvad så med kvaliteten ‘?, var mit argument.
‘Det betyder ikke så meget, bare kunderne kan se, at vi har været der’.

Det skal nok lige siges, at jeg er gartner.
Jeg kunne ikke rigtig tage ham alvorligt, og jeg havde vores
arbejdsbeskrivelser med normer og standarder i ryggen.

—

Efter 3 ugers ferie begyndte jeg arbejdet på et tidspunkt, hvor
holdlederen havde ferie. Hvorfor hans overordnede vikarierede som leder.
Men da han sådan rent fysisk havde kontor i en anden by, foregik al
kommunikation pr. mobiltelefon.

Da jeg mødte op kom Hans-Erik mig i møde.
‘Vi skal begynde at klippe bøgehækkene nede i anlægget’, sagde han.
‘Det er en måned for tidligt’, sagde jeg.
Og det var det også i følge reglerne.
‘Lad os klippe ligusterhækkene nu, så kommer det til at passe med bøgen’.

Her skal nok lige nævnes, at målet er kun én klipning om året.
Hvis man klipper bøg for tidligt, så bliver man nød til at gøre det 2 gange.
Det hele drejer sig om penge.

Hans-Erik insisterede.
Holdlederen havde sagt, at selv om jeg blev sur, så skulle de klippes.
Det var dumt. Men OK, hvis det var sådan de ville have det.

Vi gik i gang. Der er rigtig meget hæk. Og det er jo ikke kun at klippe.
Det afklippede skal rives sammen og køres væk.
Det er faktisk det mest tidskrævende.
Da vi skulle til at rive sammen,
blev Hans-Erik ringet op af den vikarierende leder.
Der var en hæk et andet sted i byen, som skulle klippes nu.

Så sagde Hans-Erik noget, jeg aldrig vil glemme ham for:
‘Nå men I kan jo rive det her sammen, jeg kører over og klipper den anden’.

Det her er et spørgsmål om status.
De som klipper er højere på strå, end dem som river sammen !

Det tog min makker Palle og mig 4 dage.

Hans-Erik talte ikke til os siden.
Han troede, at vi syltede arbejdet for at undgå at komme efter ham og
hjælpe med de nye opgaver, som blev ved med at strømme ud ad telefonen.
Han var nød til selv at rive sammen.

Men det tager 4 dage. Han havde bare ikke været med før.

Om efteråret tilbød de ham fast helårsansættelse.

Jeg sagde mit job op.