Her da jeg sagde mit job op, fik jeg tilbudt en afskedsreception.
Det forgår på den måde, at chefen og hans lakajer sidder til højbords
med den medarbejder der skal fejres. Familien er også inviteret.
Ude i rummet sidder hans kolleger.
De er her fordi det endelig er legalt at nyde en bajer eller 3 i arbejdstiden.
Og for at få en sludder med nogle af de kolleger, de ikke ser hver dag.
Så jeg kom i et dillemma.
På den ene side havde jeg ikke lyst til højbordet med den psykopat.
Og på den anden, hvis jeg sagde nej tak, fik mine arbejdskammerater
ikke lønnet fri i 2 timer.
Men der var mere i den.
Nu hvor jeg endelig kunne udtale mig frit, havde jeg en ubændig trang
til at nedgøre svinet. Og da invitationen var pr.mail, var der intet lettere.
Men men, så var det, at jeg begyndte at blogge.
Og i løbet af få timer stod det mig klart, ‘at man taler pænt til hinanden’,
især når det er risikofrit. Så pænt at der næsten intet siges.
Terapien må lægges andetsteds til 900,-kr i timen.
Det med det pæne har den klare fordel, at den anden ikke åbentlyst
begynder at tænke negative tanker om dig, og derfor ikke kan hæmme
din fortsatte kreativitet.
Nu er det blot dine egne reflektioner, over hvad mon den anden tænker
negativt, når han nu udtaler sig så positivt om noget, du selv er i tvivl om
er helt fint i kanten, der hæmmer.
I dag tog jeg skridtet fuldt ud.
Jeg udmeldte mig af fagforeningen.
Og selv om hun smilede venligt, så så jeg godt det korte gib det gav i hende.
‘Endnu én mindre til at betale min løn’.
