Det var meningen at jeg skulle fortælle om mig selv.
Men da jeg er en så ualmindelig farveløs person,
ville det måske være bedre at fortælle om Harry.
Men hvad ved jeg rent faktisk om ham andet end,
hvad jeg selv forestiller mig ?
Hvad så med Ruth ? Det kunne blive til nogle saftige
historier; men jeg forstår hende ikke.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor der absolut skal være
en ‘person’, når jeg nu er mig selv nok.
Jeg har en undulat. Har du lyst til at høre om den ?
Det er jo bare en fugl i bur.
Så er der alle de indvandrerbørn, som render rundt
nede i gården og larmer til langt ud på natten.
Det kunne blive til et godt læserbrev. Men de råber
allerede efter mig, når jeg vover mig udenfor.
Jeg er taknemmelig for den hvide slange, der
forsvinder ind i antennestikket og som påfører mig
en illusion om, at jeg ikke er alene.
Så er der jo altid min mor.
Men da jeg besøgte hende forleden sagde hun: ‘Det er
underligt, at jeg aldrig har behøvet at opdrage på dig’.
Hun havde helt fortrængt alle de gange, hvor hun tæskede min
bare røv med en af de der svirpende grønne plastiklinealer.
Hun er nok ikke den bedste person.
Der er altså kun mig selv tilbage.
Jeg håber, at du har god tid, for det her vil tage flere år.
Jeg blev født……………………………………………………………….
Nu lever jeg som jeg bedst kan.
Og det må vel være godt nok.
