Den første gang de burede ham inde,
og det var sådan set hans egen skyld,
fordi han ikke mødte op frivilligt,
det lærte han da,
var i Vestre fængsel.
Den port som Egon så glad og fro går
ind og ud ad gang på gang.
For en bagatel. Nej ikke cykellygten.
De samlede ham op i hans hjem kl.5 om morgenen.
Allerede i bilen blev han truet første gang.
Det var jo ekstraarbejde.
Han havde degraderet dem til taxachaufører.
‘Vil du ikke nok prøve at stikke af’, sagde makkeren,
mens han demonstrerende lagde hånden
op på knippelen under forruden.
Målet var Københavns politigård, hvor han blev placeret
i en kasse indtil det blev hans tur. Og der var mange.
Klokken var næsten 9, da han blev lukket ud af kassen
og ført ind i et meget stort baderum med hvide fliser.
Midt i rummet var der en fordybning i gulvet
og ovenover, højt oppe, var bruserhovedet.
Der stod en træskammel lidt derfra, og på væggen
to håndtag til blandingsbatteriet.
‘Du kan lægge dit tøj på skammelen’
Han ville ikke i bad.
En ekstra mand blev tilkaldt.
Tøjet lagde han på skammelen og trådte ned i hullet.
Han tænkte: ‘De gi’r mig koldt vand’.
Men nej.
De lukkede for vandet, netop da han var blevet ramt
af de første dråber.
Hans tøj på skammelen var fjernet og erstattet af
en hvid skjorte, et par sorte bukser og sorte sko.
Hans gik ellers aldrig med sko her i Juli måned.
Endnu mere venten. En helt tom celle med 4 andre
fra nattens fangst. De sad på gulvet uden at sige
ét eneste ord til hinanden. Én gik rastløst rundt.
Endelig. En vinkelformet skranke delte rummet i 2.
Fjernest: mand ved skrivemaskine. Ved skranken,
ved hvert sit vinkelben, 2 mand.
Han i det andet rum.
De 2 mand begyndte at tale til ham samtidigt.
Hvem skulle han svare ? Og de blev bare ved.
Endelig trak den ene en skuffe ud.
Lagde en neglebørste op på skranken,
meget forsigtigt som var det Kronjuvelerne.
Dernæst en diminutiv sort plastikkam.
For første gang reagerede han.
Hans hår nåede ned under skulderbladene.
‘Den har jeg ikke brug for’.
‘Så har du heller ikke brug for denne her’.
Han puttede tandbørsten og kammen ned i skuffen igen.
De kørte dem i Salatfad til Vestre fængsel.
Nattens fangst. Eller ihvertfald noget af den.
Hvor de blev indkvarteret. Klokken var nu nærmest 14.
Han havde ikke fået vådt eller tørt hele dagen.
De låste ham ganske enkelt inde i en celle uden ét ord.
Og da han ikke havde prøvet det før, sad han længe
og ventede. Der skete intet.
Til sidst fandt han knappen, der tilkaldte en betjent.
Siden den dag havde han problemer med Retsstaten.
Han var ellers sådan en rar fyr.
