dæk spring hæk

Her i byen, måske også andre steder, er det blevet almindeligt,
at bortskaffe ikke renset affaldsjord ved at indlejre det i støjvolde.
Lydmure som skal forbedre priserne på de nye udstykninger.
Både langs motorvejen og jernbanen.
Så nu er det op på muren, hvis du vil se ud.

det er lyden af dæk mod asfalt
den nye kosmiske baggrundslyd
der ønskes dæmpet

onsdags dusk

spurvehøgen

som skyggen under pilen
afsøger den de lave buske
ændrer kurs så kvikt
at du først ser det
når den er væk

offer ringen

En fra stammen blev dræbt som offer til kræfter uden for dem selv.
Godt vejr, måske mad eller blot at leve videre i fred.

Nu hvor vi fylder ud med almægtig indbildskhed,
ofrer vi, hvis det giver forøget magt.

Vi ofrer Tibet og principperne
for en gang stangtennis og fredelig samhandel.

Så vi angriber de militærteknisk underlegne,
ofrer ikke profitable og taber de andre.

Ofrer vi for, at virkeligheden ikke skal blive virkelig før den gør det;
for evig illusorisk eksistens ?

nymfer i blåt

så står den stivnet
kun vingerne pisker
en flyvende pind
som flyttet af tanken
hurtig på ny placering
ikke altid nem at genfinde

din tid

I ly for stjernen
bag månens skygge
ånder du ind
ånder du ud

uden for fare

Tele Danmark Communications (TDC) administrerer Digital Signatur.
TDC er stort set opkøbt af kapitalfonde.
Nu ‘outsources’ IT-afdelingen til amerikanske
‘Computer Sciences Corporation’, måske bedre kendt fra cykelholdet CSC.

den pelsede ulv

lørdag den 10.maj 2008

Det som har optaget mig mest siden mit fald i mandags er spørgsmålet,
om jeg vil blive ‘normal’ igen.
Faldet kostede en brækket tand og nogle ansigtslæsioner.
Men også en frygt for at gå ud.
Normalt går jeg mellem 10 og femten kilometer hver dag.
Helst i skoven, hvor jeg kan tale højt med mig selv uden at blive iagttaget.
På ruten er der et stykke, hvor mobilantennerne ikke kan nå.
Det er ikke det bedste sted til epileptiske anfald.

Hele ugen har jeg været svimmel og når jeg lukker øjnene bliver jeg nød
til at have berøring med et eller andet.
Når jeg vasker hår.
Min moster blev fundet død ved siden af cisternen, som hun havde smadret.
Det er sådanne rædsler der har svirret.

Jeg har læst en del om delirium.
Det er min sjette dag i dag, og jeg har vovet mig ud på en mindre tur.
Det var kun på vej ned ad trappen, der var lidt nervøsitet og svimlen.

Jeg har også fået malet konstruktivt i dag.

Jeg arbejder med arbejdsgangen i motivet:
‘En skovsø med træer i både for og baggrund’
Hvad starter jeg med ?
Hvor vådt i vådt ? Og hvor meget kan jeg nå, inden det tørrer i denne hede ?
Spejlingerne, som både er lodrette og vandrette. Hvilken teknik ?
Hvordan maler jeg et træ, som bare er grønt i så mange nuancer,
og alligevel luftigt med små glimt af himmelen ?
Hvordan forenkler jeg uden, det blot bliver en flydende masse ?
At få det til at ligne motivet har jeg opgivet, og indset at det væsentlige
er en troværdig illusion, som beskueren selv gør færdig.

Mit arbejde på ‘blokken’ er ikke længere nogen besættelse.
Jeg vågner ikke om natten for at gøre notater.
Kommentarfunktionen har jeg lukket ned.
Så er der det mindre at bekymre sig om.

Nu hvor jeg har trukket mig ud af arbejdsmarkedet, er det blevet min helt
egen opgave at bruge tiden.
Først nu begynder jeg at indse, at det ikke absolut er nødvendigt,
at jeg præsterer noget overhovedet.
‘Du skal producere, så de andre har noget de kan konsumere’.
Det har været en så indgroet vane, at den ikke er nem at glemme.
Hvis du ikke producerer noget, er du så nogen overhovedet.
Ikke med kapitalistiske øjne, så er du af ingen værdi.
Det var lige før, jeg overvejede at opstarte en mindre selvstændig
virksomhed, så jeg kunne sige, at jeg er ‘erhvervsdrivende’.
Det er unødvendigt nu.

Knap op !

interferens

Når du bevæger dig i et område med objekter på forskellig afstand,
så vil de tættest på flytte sig hurtigere i forhold til de fjernere.
Forandringen af mellemrummet mellem objekterne opleves som bevægelse.
En lysende gren, der med ét skjules bag et større træ,
sanses som om, nogen skjuler sig.

Det er ikke ualmindeligt at møde svømmende snoge i Lodmosen.
De er sådan en halv meter og tykkelse som en finger.
Men i dag på skovstien en snog der solede sig.
Den var mindst én meter lang og tyk som hullet når din tommel og
langfinger mødes. Næsten lydløst gled den resigneret ind i græsset.

mens legen er blød

der slikkes skød og kold lakrids
der tackles hvide løg og surt
der pinses kød bryggemalt og urt

der slås med gnister og hændersvrid
der tabes kæber og mumles stort
der bæres nag og ved til færgens port

der sanses sol og krænkes liv
der tankes op og stævnes ud
jagt på dagens første cykelbud

forsøg i vand

dominatrix som ludoman

kapitalist krammer kristens dom
mentalist klemmer Kirstens dom

hy men ses på domhuset

Klynges eller Bombes

Hvad med en ‘Smiley’-liste over de mennesker som udtænker våben ?
Hvem er den bedste ?
Hvilken mennesketype kan opfinde et stykke legetøj, der eksploderer ?

Nu når jeg ser de unge mennesker på den militære øvelsesplads.
Med et smil på læben løber de rundt og skyder efter hinanden.
Løst krudt forstås.

Men de er ved at lære,
at det er tilladt,
at slå andre mennesker ihjel.

om Gud det vil !

Akvarel i naturen

Vi er en lille flok modne kvinder, som mødes hver onsdag
for at male akvarel i naturen.
Det er fællesskabet, som holder hos i gang.
Alene ville vi nøjes med at male hjemme.
Det er mere legalt at sidde og dumme sig offentligt i en gruppe.
Og eventuelle tilskuere går ofte hurtigt videre til næste.
Vi undrer os ofte over, hvorfor de tror, at vi vil betragtes og kontaktes.
Malede vi ikke ville de næppe værdige os ét blik.

Vi samles om en leder, vores lærer.
Men vi er alle søgende amatører på meget forskellige niveauer.
Det væsentlige er at hver enkelt overskrider sin egen grænse.

Efter et par timer samles vi og drøfter hinandens resultater.
Og måske er det dét, der gør, at vi anstrenger os en ekstra tand.
Det vanskelige er at kommentere på noget ’skidt’.
Få det ind og være konstruktiv.
Men de fleste er glade for sande kommentarer.
De lærer intet af overfladisk ros.

på Delirium

Hans første erindring om at noget ikke var normalt, var da han i
puberteten faldt i éntreen. Det eneste han oplevede var lyden,
da hovedet dunkede ind i væggen.

Anden var mens de spillede bold på vejen.
Han mindes det høje og flimrende solskin.
Det lykkedes ham at nå så langt som ind i den nærmeste have,
hvor han knuste sit urglas mod en gul garagemur.

Han er begyndt at tænke tilbage, nu hvor han som ældre oplever de
samme ubehagelige fornemmelser af ikke at have kontrol over kroppen.

Der har tidligere i supermarkedets neonlys været situationer,
hvor han har måttet sætte sig på gulvet.
Og selv om hans syn blot er lysende flimmer,
så fornemmer han, at mennesker står og betragter ham med undren.

Han tænker at det har noget med lyset at gøre.
Han tænker at måske har det noget med manglende blod til hjernen.
Han tænker det kan være infektioner i balancesystemet.
Han tænker på for lavt blodsukker.
Han gør sig mange tanker.
Han udsætter lægen lidt endnu.
Han vil ikke af fremmede stilles over for et valg.
Han tænker på de han kendte, som valgte livet fra.

Men nu i sidste uge skete det igen.
Det summer i hans hoved. Øjnene kan kun se lys. Kroppen sejler.
Det er benene der svigter. Mest det højre.
Det er højre halvdel af hovedet han smadrer ned i skovvejens sten.
Det eneste menneske i flere kilometers omkreds.
Men det var højt og flimrende solskin.

Lægen lytter til hans lange forklaring, og så spørger han:
‘Drikker du ?’

en kende

alt svarer for sig selv
og dog er noget forandret

alt er allerede sket
og dog er intet det samme

perspektiv i vandspejl

sådan en skovsø kan gøre grå hår grønne
da træerne på den modsatte bred reflekteres med samme længde og farve
så bliver vandspejlet varmere længst væk
da himlens kolde farve i vandet er tættest beskueren
så falder vandet den forkerte vej
da afstand er blå
så hvad kan være løsningen
da ikke at stå på hovedet
sådan en skovflådt

kontraster i maj

prunus padus

så står den der og lyser elegant som hele mælkevejen
det er parringstid under hæg’en
hvis du kan få vejret for euforiserende dufte og pollen

grøn brækkes med rød
og hvor er lyset så henne
det frodige, friske lysende grønne

at fange lyset er
at finde skyggen

er skyggen varm eller er den kold
er lyset

intellektuelt er de modsatte
det kan være en hjælp
men ikke nok

måske mest et lykketræf baseret på utallige fejslagne forsøg
ingen ekstase er sikker
før den er hjemme

ved afhængighed opstår stress
ved stræben mistes muligheden
ved misbrug ses kun egen nethinde

farver

følelser i farver

at være akvarelmaler,
nu hvor mange af de gamle pigmenter bliver erstattet af billigere,
mere lysægte og for miljøet mindre belastende organiske forbindelser.

De gule Cadmium og Cobolt erstattes af Benzimidazolone og Monoazo.
De røde Cadmium erstattes med Perylen og Quinacridone.
De blå Cobolt og Jerncyan erstattes af Phthalocyan.
De grønne Chromoxid og Cobolt erstattes med Phthalocyan i blandinger.

Og hvad er der så galt i det ?

Der mangler en medspiller !

De nye er så finkornede, at de reelt ingen har.
De er blot flydende vædsker, der uhæmmet blander sig med hvad som helst.

To pigmenter kan gøre noget med hinanden ud over blot,
at lave den tredje farve.
De kan granulere eller etablere en overraskende nuance, som når
Prussian Blue (Jerncyan) med den røde jernoxid Burnt Sienna laver grøn. Eller når
Prussian Blue med Winsor & Newtons Caput Mortuum udkrystalliseres.
Eller blot en enkelt farve som Cobolt og Ultramarine,
der laver deres selvstændige billeder, i samarbejde med det rigtige papir.

Måske skal vi have et nyt papir til de nye farver.
Jeg har et bud:
450 gram Tiepolo fra Hahnemühle
det har en lidt finurlig overflade, der først kan minde om håndgjort,
men hurtigt tager det imod,
og tåler gentagne behandlinger med transparante midler.

min Palet i dag

huset De kaldte hjem

anstalt
bosted
casa
castle
tue
stade
minde
gale
bryg

bryggeren der er hjemme
misbrugeren uden hjem
ingen hjemme her

han er hjemmegående i kinasko
fra sin hjemstavn
hjemfalden til fix
og hjemmekampe

kalder vi ham hjem
hvornår kan vi så forvente hans ankomst

klipper færing klaphat

Nu hvor han endelig tilstår med anstand sin tilstand
beruset af forestillet vid,
som mest er blevet ham tildelt gennem udtalte tilløb til afstand
og forenkling af tilbundsgående forsøg på udstrakt tillempning.

Så er det sagt !
Det er blevet sagt før:

‘Er din tillid til den flydende tid, dit opløste ego, så lille, at du krampagtigt
vil eje det hele i fikseret form, for i det mindste, at overbevise dig selv om,
at uendelighedens visdom eksisterer et eller andet sted‘ ?

Nu om Nogen Tæger

Nu hvor den kvalme smag af Camel’en endelig er slut
Nu hvor de lover et længere liv
Nu hvor det fører til mere ensomhed
Nu hvor der betales på nemkonto

Når vand fortil bliver koldere på grund af himlens spejl i søer.

Når nu du vil have os andre til at tænke som dig selv -
Når du ikke selv er tilfreds med dine egne !

Så gør det ondt, når de sidder på steder, du ikke selv kan nå !
Hvor er hjæplen at finde ?

Nu hvor jeg låser min dør for at undgå ensomhed !

Tænk hvis nogen stjal den !
og forsikringen ikke dækkede !

ymer og ammer

vi ved
at olieproduktionen kulminerede i 2005
vi ved
at olieproduktionen snart er slut
vi ved
at historien gentager kampe om ressourcerne
vi ved
at der er en større efterspørgsel på atomkraftværker
vi ved
at selvfølgelig (?), redder Han os på målstregen,
men
vi ved
at han tager sig betalt !

Jeg fik min el-regning for det sidste år i går.
Det her er min første Computer fra marts i fjor !
Med 900 kroner mere i el-udgift, og det sammenlignet med at jeg næsten
aldrig får set TV-mere,
så må jeg tro på
at han gør det.

Riget til venstre for Kina

I går på Århus Stadion var der nogle unge tænkere,
som fejrede hans 119 års fødselsdag.
De kaldte ham visionær og genial.

I almen dannelse er han ikke så lidt af en antihelt.
Lidt seksuelt pervers, var det mon grunden ?
Bare navnet på læberne en væmmelse.
Og grim som bare satan.

Men nu 63 år efter hans formodede udgang af den reelle historie.

Så undrer det:

Nu når vi stemmer JA til Euroen.
Nu når vi endelig får Rusland med i EU.
Nu når vi på tide udraderer eller eksporterer alle dem vi ikke kan li’.

‘En omvej’, siger du.

‘Ja det tog lidt tid at indse at hans idé er genial.
Vi er ved at realisere det, han ikke formåede med vold.
‘Det Tredje Rige’
Riget til Venstre for Kina’.

et Liv så tæt det Normale

liv er bevægelsen
norm er grænsen
alen er et mål for bevægelsens grænse

de der drager
trækker snorens længde

synker dybt
kvit og frit

på mål og få
men dog et par

der stod du af
tændt på de gale
der er et hav til forskel
på Østersøen

Københavneren

Han havde købt Vejmandens sted.
Til overpris, men det så ikke ud til at bekymre ham.
Fem tønder land og elendige bygninger.
Murene væltede mens de byggede huset.
Stedet var brændt ned efter et lynnedslag.
Ingen af dem havde arbejde, så hvordan mon de skulle klare sig ?
Vi anså dem allerede for at være originaler.
De fik nu begge ret hurtigt arbejde og endda tæt på.
Det varede blot et lille års tid, så forlod hun ham med barnet.
‘Du holder aldrig om mig mere’, det var hvad hun sagde.
Han havde rigeligt at se til.
Men forstand på landbrug, det havde han ikke.
Da han blev alene, på stedet, greb ‘det’ atter om sig.
Efter et par år opgav han landbruget.
Han havde geder og høstede hø, som han solgte til hesteejere.
Til gengæld var han god til at dyrke hamp.
Jens lod som om, han ikke vidste,hvad der foregik.
De stod tit sludrende i aftensolen med hver sin cigar.
Siden den onsdag, hvor Jens endte med sin røde Kadet inde på Københavnerens mark stod de ofte og sludrede i aftensolnedgangen.
Jens havde den lokale sladder på første hånd.
Og tro det, der sker mange voldsomme ting på landet.
Så da Københavneren en dag fortalte, at han var flyttet fra byen for at
komme væk fra miljøet og dets indflydelse på hans paranoia.
Da vidste Jens godt hvad han snakkede om.
Ikke fordi han kendte ordet, men fordi han havde kendt en yngre mand
ovre nær skoven, som netop var meget sky.
På landet er rækken af ulykkelige skæbner nærmest uendelig.
Pigerne gifter sig.
Drengene er nærmest bundet til den fædrene jord.
Hvordan tiltrækker en mand, der konstant lugter af gris, en kvinde ?
Jens kan i detailler fortælle om hvordan de hænger sig i lader og på lofter.
At han stadig selv lever ?
Københavneren bidrager med mere fredelige historier. Han fortæller gerne om, hvordan han endte her, forladt af kone og barn.
‘Du Jens jeg boede i et af de der kollektiver ude syd for Sydhavnen ved
Hvidovre kalkbrænderihavn. Vi var vel for det meste 6, 7 - otte stykker.
Det tog vi ikke så nøje, bare der blev lagt nogle penge jævnligt.’
Jens nikker, men fatter han et ord ?
‘Hvordan fandt du stedet her ?’
‘Ser du, jeg skred fra de der syreflippere og lejede en ombygget toggodsvogn
uden for Ballerup i Ledøje. Naboerne var et ældre ægtepar. Han arbejdede
på en fabrik, der producerede lampeskærme i Albertslund.
Hun var åndelig, æterisk. Læste engelsk litteratur, yoga og meditation.
Ohsava - siger dig selvfølgelig ikke en skid !
Men han var sådan en lille japaner, der tænkte over tingene, især ernæring.
En dag spurgte hun: ‘Hvorfor tror du at han har skrevet de bøger’ ?
Min verden er lille, så jeg svarede: ‘ Han manglede vel penge’!
Det blik hun sendte !
De havde ikke selv børn. Jeg følte mig forpligtet, så derfor, Jens er jeg her ‘!

upload af billeder

Problemet med uploads af billeder er formatet.

Beskedenhed er løsningen !

Schæferulv

Kopi - Paul Cézanne

med hver sin cigar

Den dag jeg møder Jens, Københavnerens nabo, får vi snakket om,
hvor stor hans verden er.
Jeg kan ikke undlade at bemærke hans grå vest. Den står for sig selv.
Han er nu også slidt godt ned, kroppen helt krum.
Hans skæbne sidder tung og mægtig på hans skuldre.
‘Jo, jeg har da en bror ovre på den anden side af skoven.
Og dengang far levede, der drev vi kalvene ind til slagteriet i Sorø.
Der er sådan 10 kilometer, hvis du følger grusvejen over Lynge’.
Han tilføjer forsigtigt, ‘nogen gange kom vi først hjem næste morgen.
Det var fars dag, penge for dyrene og ‘Jernstangen’ lå lige på den anden
side af gaden.’
Det vil sige de gik dertil med en pind i hånden for at drive på kvæget.
Det er sådan set Jens’es univers. Jens er boelsmand.
Han bor alene på det sted, hvor han blev født. Begge hans forældre er døde.
Engang havde han en husbestyrerinde.
Hun var gravid, da hun kom, og hun flyttede igen kort efter nedkomsten.
Hans toilet er en spand i hønsehuset.
Jens er jæger, og han har fået lov til at jage også hos Københavneren.
Han har plads i stalden til 8 grise og 4 køer. Men har kun én ko, fordi det er
nok til hans eget forbrug. Resten får grisene.

Den dag Jens ‘går på pension’ er en revolutionerende dag. Han må fortælle
nogen om den lykke der er ham forundt.
Så han tager cerutten i munden og besøger Københavneren.
Nu har han flere penge, end det han kan indtjene på kornet og grisene.
Han er rig og behøver ikke længere at arbejde.

Jens køber en flot brugt, rød Opel Kadet.
Og for første gang i sit liv kører han en tur rundt om Tystrup sø.
Han har taget Københavneren med, hvis nu noget skulle gå galt.
Fordi han er så travlt optaget af både at nyde udsigten og af at køre,
opdager han ikke, at cerutten asker sig selv ned over søndagsvesten.
Så køber han et farvefjernsyn. Og nu står verden da heller ikke længere.

Det er en onsdag aften i oktober. Han skal til bankospil i byen.
Han vasker tissemanden i køkkenvasken og skifter vest.
Med jævne mellemrum er han henne ved flasken med snaps.
‘Det er så dyrt i forsamlingshuset’.
Men denne onsdag ender hans røde Kadet langt inde i Københavnerens
nypløjede mark. Han sidder længe i panik.
Endelig beslutter han sig for at bede om hjælp, selv om det er ydmygende.
Han må kravle over til højre fordør for at komme ud. Hans synker ned
i den våde jord. Han kan dårligt løfte fødderne. Og den ene sko glider af.

Københavneren er heldigvis stadig på benene, og sammen henter de Jens’es
grå Ferguson og et reb. Det er ikke helt nemt, men det lykkes at trække
bilen ud på den smalle asfaltvej. De vender den i indkørslen.
Men da Jens skal ind, reagerer han for sent og ender endnu engang ude i
marken. Denne gang hans egen. Han kan nu næsten ikke stå på benene
af udmattelse.
Københavneren griner for sig selv. De står lige igen.

Næste aften kører broderen ind på gårdspladsen.
Det er ikke nemt for ham.
Han ville aldrig ellers have sat sine ben her hos en tilflytter.
Og narkoman er han vist også. Men det skal gøres for familiens omdømme.
Københavneren ved, at det her er hans indgangsbillet, efter 3 år, til
landlivets lyksaligheder.
Og selvfølgelig lover han det. Herude er sladder noget af det væsentlige.
Du skal helst altid have en ny god historie om mindst én af de andre parat.
Så får du også én igen.

Siden den onsdag aften så vi ofte Jens og Københavneren stå og sludre
i solnedgangen. Med hver sin cigar.

hannernes lille pepper

1 x om dagen i 3 dage
indtages efter morgenmåltidet.

4 pasteuriserede æggeblommer
1 lille teske stødt kanel
1 lille teske knust muskatnød

omrøres og trækker i 10 minutter

smager glimrende
vanedannende
for meget fedt og kolesterol
for bedre potens

god week end

Vikinger

Når snakken falder på ‘frigivning af land’, så ser jeg Tom Cruise,
der kaster sig i sadlen og jagter det forjættede land.

Men her stod han og var ved at rense larvefødderne på gummigeden
for jord med en skovl.
Og jo, han havde intet imod at blive afbrudt i sit arbejde.
Faktisk tror jeg, at han blev glad for at få lov til at snakke.
‘Ser du, jeg graver de her render for at arkæologerne skal finde ud af
om der er nogle rester fra fortiden begravet.’
Han havde fjernet muldlaget i lange render på en mark uden for byen.
Renderne var 2 meter brede med 15 meters afstand.
Dybden til ned under muldlaget, sådan en halv meter.
Det opgravede jord lå som volde derudad.
‘Det er dyrt for så lidt.’
Han nikkede.
‘Ja, det er dyrt. Men det er endnu dyrere, hvis de først finder noget, når
de er i gang med at bygge, for så skal byggeriet stoppe, måske et halvt år.’
Jeg tænkte, at vi lever i et rigt samfund.
‘Hvis de så ikke finder noget, så bliver jorden frigivet.
Det øverste stykke her er allerede købt af Pædagogernes forbund.’
Jeg tænkte, ja, de er kløgtige, her kører ikke engang bybusser, og der er
mindst 4 kilometer til stationen.
Han havde sådan en ‘BlåTand’ siddende i højre øre.
Der var nogen, mest sandsynligt hans chef, som ringede ham op.

Jeg mødte en enkelt hjort og så et egern.
Jeg hørte det før jeg så det, fordi det på tværs i munden havde en stor
grankogle, som den ikke ville give slip på. Så da den forsøgte at flygte
op i et træ, kunne den ikke komme forbi sidegrenene.
Vi fik set længe på hinanden.

Det der ‘BlåBlink’ blev ved at forfølge mig.

Blå er metallets farve, ferriferrocyanid, ellers snarere var.
I dag hedder blå, phthalocyanin.
En klar forringelse, men en billigere og mere miljørigtig løsning.

Blå er afstand og skygge.
Blues og den Blå planet.
Blåt blod på en Blå mandag.
Blue Vikings.

For 3000 år siden, flyttede de rundt på en masse sten for at konstruere
modelskibe midt inde i landet.
Det hjalp deres helte videre efter døden.

Gryden de kaldte Sort

der er en slem trængsel,
i det sorte hul -
ingen slipper fri

tægen finder fæste,
i den blinde plet -
kun din næste stejler

han der kommer sidst,
skal se solen slukkes -
sæt tid af til bevidsthedsrejser

det ser ud som om

jeg skulle selv være sprunget dengang

jeg selv kunne tåle mosten

jeg gør det nu ved selv syn

selv om jeg burde vente på bedre udsigt

Yppige Stød

de kives konstant
han ægger med vilje
hun gejler ham op

de næres af flammen
forstyrrer min fred

hvem lægger låg på ?